Stop udhulningen af dagpengene
Flere penge til de ledige og en fortsat sober kamp for efterlønnen står højt på ønskesedlen hos Uddannelsesforbundet.
Medlemmerne af Uddannelsesforbundet er som andre påvirket af den økonomiske krise – dog på både godt og ondt. På AMU-uddannelserne bliver der nemlig oprettet kurser og skabt arbejde til flere lærere, når et stigende antal ledige skal på efteruddannelse og omskoling. Omvendt ser det ud på erhvervsuddannelserne, hvor et faldende antal praktikpladser i virksomhederne betyder færre elever, der skal undervises.
Det sidste betyder afskedigelser, og med en generelt stigende arbejdsløshed er det derfor særligt aktuelt at diskutere dagpengesatserne. Det mener Børge Pedersen, der sidder i hovedbestyrelsen for både Uddannelsesforbundet og FTF-A.
"A-kassen må gerne gå mere i brechen for dagpengestørrelsen, for der er sket en decideret udhulning. Man går voldsomt ned i løn, hvis man mister sit arbejde, og vi er ikke specielt tilfredse med, at dagpengesatserne er blevet holdt i ro, mens lønninger og priser er steget, " siger han.
FTF-A skal kræve en regulering af dagpengene. A-kassen kan tale med vægt, fordi FTF-A repræsenterer mange organisationer, og Børge Pedersen forventer derfor, at FTF-A deltager i den del af den politiske debat og sørger for at tage kampen på medlemmernes vegne.
Saglig debat, tak
Uddannelsesforbundets omkring 11.000 medlemmer er karakteriseret ved, at de fleste både er medlem af a-kassen og betaler til efterlønsordningen. Det sidste kan hænge sammen med, at der er en overvægt af medlemmer, der nærmer sig efterlønsalderen. Især på erhvervsskolerne forventer Børge Pedersen en større udskiftning de kommende år, og derfor betyder efterlønnen meget for forbundets medlemmer.
"FTF-A er god til at kæmpe den kamp på en afbalanceret måde, og sådan skal det fortsætte. Der er nogen, der gerne vil have ordningen afskaffet, så det dur ikke at skærpe tonen," advarer han.
De usikre samfundskonjunkturer betyder også, at en række lærere skifter job for at undgå en fyreseddel. Og her kan FTF-A komme endnu mere på banen, mener Børge Pedersen.
A-kassen er for alle
"FTF-A har en strategi om også at være noget for de 95 procent af medlemmerne, der ikke er ledige. Det er oplagt i forbindelse med et frivilligt jobskifte, for rådgiverne har et meget stort kendskab til arbejdsmarkedet. Det er netop det unikke ved FTF-A, at den er så stor og dækker så bredt", forklarer han.
Rådgiverne i a-kassen kan trække på erfaringer fra hele arbejdsmarkedet, så der er hjælp at hente, hvis man overvejer helt at skifte fagområde. Det kunne også være et granskende blik på ens personlige kvalifikationer eller de generelle muligheder for at manøvrere på et i øjeblikket turbulent marked.
"Der er så mange tiltag, som også de ansatte kunne få glæde af. Det kræver imidlertid, at FTF-A bliver bedre til at informere om de initiativer, der er anderledes for netop denne a-kasse, for ellers er det helt spildt. Så jeg ser det faktisk som en stor og vigtig opgave for FTF-A at få fortalt om disse gode tilbud til medlemmerne", siger Børge Pedersen.
Statements fra medlemmerne:
"Hvis FTF-A skal være mere synlig, så ville det være utroligt interessant, at jeg som medlem kunne se, at a-kassen faktisk arbejder for mig. For selvom jeg har været fagpolitisk aktiv siden jeg var 17, så har jeg aldrig før tænkt på a-kassen som en politisk aktør. Så jeg vil meget gerne vide, hvor meget politisk indflydelse FTF-A har? Hvor kan den egentlig påvirke, og hvor er fingeraftrykkene?
Fremadrettet bør der arbejdes for at lempe kursusreglerne for ledige. I dag er det sådan, at hvis man har en højere uddannelse end den, man er ledig fra, så skal man søge job og mister retten til kurser. Det gælder f.eks. udbrændte skolelærere, der nu arbejder indenfor de grønne fag, at uanset deres situation, så skal de søge job som lærere. Hvis man endda kunne genindføre højskolemuligheden, så ville det være rigtigt godt og bl.a. give eleverne en bredere samfundsforståelse." Ulla Bruun Petersen Brendstrup, 50 år
"Det ville være en god idé, hvis man kunne tage en ny uddannelse eller lade sig omskole på dagpenge. Især i den nuværende økonomiske situation. Når først, man har en uddannelse, så kan man bygge ovenpå, og mange har erfaringer, de kan bruge i andre job. For nogle ville det måske kun være 1½ års uddannelse, og så er de i nyt job. For mig som mekaniker og nu faglærer på en teknisk skole ville det formentlig kræve en omskoling, hvis jeg bliver ledig. På grund af faldende elevtal har vi lige sagt farvel til to kolleger, så det ligger i baghovedet, at jeg som en af de sidst ansatte kan ryge næste år, hvis ikke situationen ændrer sig." Boye Vilstrup Vedsted, 31 år
"Jeg vil opfordre FTF-A til at lave nogle flere arrangementer, hvor deltagerne både får udviklet deres kompetencer, og hvor der også er et socialt indhold. De ledige kan nemlig sagtens bruge hinanden indbyrdes og skabe netværk på tværs. Selv har jeg mit nuværende job, fordi jeg som fagforeningsaktiv var på et ledelseskursus, hvor jeg pludselig fandt ud af, at ledelse lige var mig, så fagrelevante arrangementer kan være med til at åbne folks øjne for nye muligheder." Miriam Marie Bassim Andersen, 30 år
"Jeg er ikke kun medlem af en a-kasse for at have et sikkerhedsnet. For mig er det også vigtigt at have nogle bevægelsesmuligheder, hvis uheldet er ude, og blandt andet derfor skiftede jeg sidste år til FTF-A. Den repræsenterer mange professioner, så jeg risikerer ikke som tidligere at blive tvunget til at tage et job som folkeskolelærer, hvis jeg skulle blive arbejdsløs." Heidi Bente Andersen, 40 år
