Nyheder, 04. februar 2009

Succes for jobklub i København

Der er lys for enden af tunnelen, og det kan lade sig gøre. Det er den fornemmelse Steffen Jøland tager med sig hjem fra møderne i FTF-A's nye jobklub. Han er en af de ca. 20 medlemmer, der hver mandag møder op hos jobrådgiverne i København for at få inspiration i jagten på et nyt arbejde.

"Derhjemme sidder man jo i sine egne tanker, og ser måske ikke alle mulighederne. I jobklubben møder man andre i samme situation og hører dem fortælle om deres brancher, ønsker og erfaringer. Det er meget inspirerende. Det giver mig mod til at gå ud og søge job med oprejst pande," siger Steffen Jøland.

Ledige har brug for "kolleger"

I starten af januar åbnede jobrådgiverne i FTF-A dørene for en ny jobklub i København. Tanken er at give ledige medlemmer mulighed for at møde andre jobsøgende og danne netværk omkring jobsøgningens svære kunst. Den første dag valgte ca. 20 medlemmer at tage imod tilbudet.

"Det store fremmøde viser, at vi har ramt et behov hos medlemmerne. De er meget glade for at få mulighed for at dele jobsøgningen med andre og hjælpe hinanden. Det behøver slet ikke at være så hårdt og ensomt at søge arbejde," siger Carsten Madsen, der er jobrådgiver i FTF-A.

Jobbklubben består af en kerne af gengangere. Andre får job, og der kommer nye medlemmer til hver gang. Indtil videre er Jobklubben et forsøg, der muligvis bliver et permanent tilbud.

Netværk giver nye muligheder

Jobrådgiverne i FTF-A bidrager med oplæg om jobsøgningens redskaber og giver gode råd om alt fra CV til uopfordrede ansøgninger. Derudover kan deltageren selv komme med forslag til indholdet. En af deltagerne bidrog for eksempel selv med et oplæg, hvor hun fortalte om sine personlige erfaringer med at skifte branche.

"Det er meget interessant at høre andres historie og fornemme, hvad de brænder for. Jeg er bedre til at se muligheder for andre end for mig selv, og på den måde kan vi hjælpe hinanden. Hvert møde giver mig en følelse af, at jeg har taget et stort skridt videre i den rigtige retning," fortæller Steffen Jøland, der er 54 år og tidligere overassistent i Kriminalforsorgen.

Inspiration i trygge rammer

Formålet med jobklubben er jobsøgning, men jobrådgiverne gør også meget ud af at skabe en god stemning. Det lykkes så godt, at deltagerne ofte fortsætter snakken, når mødet er slut. En af deltagerne fik job, men kom forbi jobklubben for at fortælle de andre den gode nyhed. Det blev Steffen Jøland glad for at høre.

"På den måde er en jobklub jo en lidt speciel form for netværk. Vi hygger os sammen og får rigtigt meget ud af at mødes. Alligevel håber vi jo for hinanden, at vi ikke ses igen…."

Om jobklubben i FTF-A

Jobklubben er åben for nye deltagere og alle medlemmer af FTF-A er velkomne. Der er møde hver mandag fra 10.00 til 12.00. Møderne foregår Snorresgade 15, 1 sal.

Du kan tilmelde dig jobklubben eller få mere information hos Jobrådgivningen i FTF-A via telefon 89 38 38 21 eller på mail

Send en mail til jobklubben

Læs mere om jobrådgivningen i FTF-A

 

Relaterede nyheder