Artikler, 28. oktober 2011

Uddannelsessystemet: Hit med innovationen

Fremtidens arbejdsmarked kræver kreativ og utraditionel tankevirksomhed, lyder det fra fremtidsforsker. – Men så hiv dog innovationen ind i uddannelsessystemet, lyder opfordringerne.

Fremtidens arbejdsmarked kræver kreativ og utraditionel tankevirksomhed, lyder det fra fremtidsforsker. – Men så hiv dog innovationen ind i uddannelsessystemet, lyder opfordringerne.

Næstformanden i Dansk Socialrådgiver Forening gør det. Politimester og uddannelseschef på Politiskolen gør det. Formand for Konstruktørforeningen og næstformanden i Uddannelsesforbundet gør det.

De råber i kor: Hiv innovationen ind i uddannelsessystemet!

Og hvorfor nu lige det, fristes man til at spørge?

Samfundet skifter ham

Svaret er: Samfundet udvikler sig med en sådan hast, at det ser ud på én måde, når de unge starter på deres uddannelse for totalt at have skiftet ham, når de står med eksamensbeviset i hånden.

Fremtidsforsker Anne Marie Dahl fra konsulentvirksomheden Futuria forklarer, at vi nærmer os det såkaldte ”innovationssamfund” i fuld galop. Et samfund hvor arbejdsmarkedet skriger på kompetencer som omstillingsparathed, samarbejdsevner og ”krøllede”, kreative og innovative tankegange.

Fokus på metode

På Politiskolen har de taget konsekvensen af et flydende samfund i heftig udvikling og er i øjeblikket i gang med at justere uddannelsen.

”I stedet for at uddanne dem i enkeltfag som for eksempel psykologi, magtanvendelse eller færdselsjura, så vil vi hellere prøve at tilrettelægge uddannelsen ud fra temaer og cases. Uddanne vores folk til den politivirkelighed, de kommer ud til”, lyder det fra Politimester i Rigspolitiet og uddannelseschef på Politiskolen, Mogens Hendriksen.

For uddannelseschefen betyder det en undervisning, der i højere grad fokuserer på at øge de studerendes metodiske kompetencer.

”Hvis du fokuserer på metode, så lærer du dem rent faktisk at kunne angribe et hvilket som helst problem, de måtte møde. Det er ikke nok i dag at blive uddannet ved en tavle”, konstaterer Mogens Hendriksen.

Hep, hep, innovation

Den holdning nikker næstformand i Uddannelsesforbundet Børge Pedersen genkendende til. Her har man i længere tid set lærerrollen forandre sig.

”Der bliver ikke skabt så mange lærerjob nu, som der gjorde før. Vi skal tænke kreativt og opfinde nye måder at undervise på”, lyder det fra næstformanden, der fortæller, at læreren flere steder har mistet sin autoritet.

”Det bliver vi nødt til at forholde os til”, siger Børge Pedersen, der gerne så, at der blev afsat flere ressourcer til at forske i de nye undervisningsformer.

I Konstruktørforeningen sidder formand Gert Johansen og hepper på, at innovation bliver et decideret metodefag på konstruktøruddannelserne.

”Vi sætter de nye, uprøvede konstruktører overfor forskellige fremtidsscenarier og spørger dem: Hvis du ikke havde de her byggematerialer, hvordan kunne du så få det her hus op at stå? Det tvinger dem til at tænke ud af boksen og finde løsninger, der ikke er traditionelle”, fortæller Gert Johansen.

Vejrer nye vinde

Næstformanden i Dansk Socialrådigiver Forening vejrer også nye vinde. Han fortæller blandt andet, at der netop er kommet en revideret studieordning på socialrådgiveruddannelsen. Men ellers er det ikke alle velfærdsuddannelserne, der er lige gode til at tænke ud af boksen.

”Innovation er ikke noget, der står højt på studieordningerne på de forskellige uddannelser. Men jeg kan se, at det tværprofessionelle og det projektorienterede allerede er på vej ind. Det er jeg svært tilfreds med”, siger Ulrik Frederiksen.

Relaterede nyheder