Vækstforum glemmer de ledige
Da regeringens Vækstforum fremlagde deres anbefalinger, var der som ventet lagt stor vægt på en veluddannet arbejdsstyrke som motor for vækst. Men blandt anbefalingerne om en styrket uddannelsesindsats, er det ikke et eneste initiativ til uddannelse til ledige. FTF-A mener, at det er et svigt af de ledige og en spildt mulighed for det danske samfund.
”Med den højere ledighed er det helt oplagt at give ledige bedre muligheder for at efteruddanne sig. Men der har indsneget sig en logik om, at uddannelse kun er godt for dem, der er på vej ind på arbejdsmarkedet eller allerede er i job. Når det kommer til dem, der står uden for arbejdsmarkedet, har man derimod skåret ned på tilbud om uddannelse”, siger Kent Petersen, formand for FTF-A.
Fra årsskiftet har man således gennemført store besparelser på efteruddannelse af ledige. Det er sket ved, at man har sat et loft over prisen på de kurser, ledige kan tage – forventet besparelse 386 millioner kroner årligt. Samtidig har man foretaget drastiske reduktioner i statens refusion til kommunerne, når ledige uddanner sig, og dermed gjort givet kommunerne en stærkt incitament til at holde de ledige fra uddannelse.
FTF-A mener desuden, at der i diskussionen om uddannelse til ledige er et meget ensidigt fokus på, om uddannelse i en ledighedsperiode betyder, at man kommer hurtigere i job. Men der er et forkert fokus alene at den grund, at det selvfølgelig tager tid at gennemføre et uddannelsesforløb.
Derimod er det helt entydigt, at dit niveau af uddannelse har stor betydning for dine muligheder for at få et nyt job, hvis du mister dit job. Det fremgår tydeligt af en undersøgelse Finansforbundet har foretaget blandt medlemmer, der blev fyret under finanskrisen. Her viste de sig, at mellem 75% og 84% af dem med en videregående uddannelse fandt nyt job i undersøgelsesperioden. De fleste allerede i opsigelsesperioden. I den anden ende af skalaen var det kun 60% af dem med en gymnasial uddannelse og 44% af dem med folkeskolen bag sig, der fik job.
”Undersøgelsen viser, at når vi nedprioriterer uddannelse til ledige, så svigter vi især dem med lidt eller ingen uddannelse. Det er hverken fair eller fornuftigt”, siger Kent Petersen.
