Vejledning erstatter 4 job om ugen
Beskæftigelsesministeren ser nu endelig ud til at være kommet til fornuft i sagen om, at ledige skal søge fire job om ugen. Tilbage i december annoncerede ministeren, at han ville ændre reglerne for rådighedsvurderingen af de ledige, og nu er de nye regler kommet på plads.
Reglen om at ledige skal søge mindst fire job om ugen, er blevet skarpt kritiseret af mange for at være alt for bureaukratisk og fjerne fokus fra rådgivning og vejledning af medlemmer. Arbejdsgiverne har også klaget deres nød til Beskæftigelsesministeren, fordi de druknede i ansøgninger fra ledige, som levede op til kravet om fire ansøgninger om ugen. Det betød en unødig byrde for mange virksomheder.
I stedet for at de ledige skal skrive fire jobansøgninger om ugen, skal a-kasserne nu i højere grad hjælpe de ledige ved samtaler og give sparring på jobansøgninger og planlægning ved de 3-måneders samtaler, som alle dagpengemodtagere deltager i. Men med de nye regler bliver der samtidig stillet store krav til a-kassernes skriftlige dokumentation.
FTF-A’s adm. direktør Michael Darmer siger om de nye regler:
”Umiddelbart virker de nye retningslinjer meget bureaukratiske, og tiden vil vise, om de giver tilstrækkeligt plads til at fokusere på den enkelte lediges kompetencer og muligheder. Men vi er selvfølgelig indstillet på at få det bedste ud af det – til gavn for vores medlemmer.”
