Fuldtids- eller deltidsforsikret?
Som nyuddannet eller lønmodtager kan du selv vælge, om du vil fuldtids- eller deltidsforsikres. Hvis du arbejder mere end 30 timer om ugen, skal du dog være fuldtidsforsikret.
Hvis du bliver optaget i FTF-A på baggrund af selvstændig virksomhed, vil du altid være fuldtidsforsikret.
Hvad er forskellen?
Deltidsforsikrede betaler et lavere kontingent end fuldtidsforsikrede. Til gengæld er ydelserne også lavere.
Fuldtidsforsikrede skal stå til rådighed for fuldtidsarbejde, mens deltidsforsikrede kun skal stå til rådighed for arbejde på 30 timer om ugen.
Vær opmærksom på at du skal have været fuldtidsforsikret i mindst 10 år før overgang til efterløn, hvis du vil have efterløn som fuldtidsforsikret.
Hvis du bor i et andet EØS-land og arbejder i Danmark, er du omfattet af reglerne om grænsearbejdere. Så skal du kontakte dit regionskontor.
Skifte mellem fuld- og deltidsforsikret
Det kan være svært at skifte fra deltids- til fuldtidsforsikring. For at få dagpenge som fuldtidsforsikret skal du have haft 1.924 timers arbejde i løbet af de seneste 3 år.
Er du deltidsforsikret og får arbejde med mere end 30 timer om ugen, skal du give os besked om det. Det skyldes, at du så skal ”overflyttes” til at være fuldtidsforsikret.

