De svære spørgsmål
Til en samtale kan du opleve at få stillet nogle spørgsmål, som måske rammer ind i et af dine "ømme" punkter.
Er du i job, vil du ofte blive spurgt om, hvorfor du søger nyt. Hvis du søger nyt job, fordi du gerne vil prøve nye ting eller få andre arbejdsopgaver, er det som regel ikke så svært at svare på, men er årsagen mere ømtålelig fx pga. en dårlig chef eller dårlig psykisk arbejdsmiljø, kommer man meget let til enten at fokusere på det negative eller gå i forsvar i sit svar til arbejdsgiveren. Eller man ved måske slet ikke, hvad man skal svare.
Forbered dig på spørgsmålene
Hvis du gerne vil undgå at "blive taget på sengekanten", så er det en klar fordel at forberede konkrete og saglige svar på de ting, du kan have det svært med og de ting, som du ved, kan vække undren hos en arbejdsgiver. Mange arbejdsgivere stiller spørgsmål, som du måske synes, er pågående eller borende. Men ofte gør de det ikke for at udstille folk, men for at se, hvordan man reagerer og hvordan man vælger at håndtere situationen.
Vi giver dig her en række eksempler på spørgsmål, som kan opleves som nærgående samt forslag til svar, du kan give:
Hvornår skal du have børn?
Arbejdsgivere må ikke spørge om det, men nogle gør det alligevel. Eller de spørger på en anden måde: Skal du gå på et bestemt tidspunkt hver dag? Hvordan har du det med overarbejde – kan du det? (sagt på en anden måde: skal du hente børn?) Er du fleksibel mht. arbejdstid? Planlægger du ændringer i dine familiære forhold? osv.
Du kan svare
Det er bedst at være ærlig. Er du gravid og mere end 3 mdr. henne, så sig det – de vil alligevel opdage det på et tidspunkt. Er du ikke gravid, men overvejer at få børn på et tidspunkt, så kan du svare: Jeg har ikke lagt mig fast på, om jeg skal have børn eller have flere børn. Der er jo alligevel ingen, der kan vide 100 procent hvornår de får børn. Måske bliver du gravid om 1 måned, måske går der 5 år eller måske er du slet ikke i virksomheden mere, den dag du får børn.
Hvorfor har du valgt at skrifte branche?
Det er et helt reelt spørgsmål fra arbejdsgiverens side – de vil gerne vide lidt mere om din motivation. Her er det vigtigt at fokusere på de positive årsager til skiftet – også selvom der ligger negative årsager til grund.
Ex: En mand har været landmand i mange år, men på grund af dårlige knæ vælger han at sadle om og tage en uddannelse til regnskabsassistent. Hans dårlige knæ har ingen betydning for et job som regnskabsassistent. Hver gang han kommer til jobsamtale bliver han spurgt om grunden til sit skifte. Han svarer hver gang, at han har dårlige knæ. Han får afslag hver gang.
Du kan svare
I eksemplet skulle manden i stedet have valgt at fortælle om, hvorfor han lige havde valgt regnskabsassistentuddannelsen. Han skulle have fortalt, at han fandt det spændende og vidste, at det lige var ham, da han jo havde arbejdet meget med regnskab i sit tidligere job som landmand. Når han hele tiden vælger at fokusere på sine dårlige knæ, kommer arbejdsgiveren let i tvivl om, om skavanken også vil have betydning for det nye job og tør ikke løbe risikoen og undlader derfor at ansætte manden.
Derfor: Fortæl de positive årsager til dit skifte og nedton eller udelad de negative.
Hvorfor søger du nyt arbejde?
Igen et helt reelt spørgsmål. Arbejdsgiveren vil gerne vide, hvad din motivation er for at søge netop dette job. Er du ledig, er det som regel ikke svært at svare på spørgsmålet. Men er du i job, kan det nogle gange være svært at finde et passende svar.
Du kan svare
Ligesom i spørgsmålet ovenfor er det vigtigt at være ærlig, men undgå eller helt udelad negative svar. Søger du nyt job, fordi chefen er dum eller kollegerne mobber, så kan du enten vælge at fokusere på de spændende opgaver i det nye job eller den gode virksomhed, du søger arbejde hos. Eller du kan vælge at gøre det klart for arbejdsgiveren, at det ikke er muligt for dig at uddybe årsagen til dit skifte på nuværende tidspunkt ved at sige: Der er nogle vægtige grunde til, at jeg søger nyt arbejde, men da jeg er nødt til at være loyal overfor min nuværende arbejdsgiver og kolleger, kan jeg desværre ikke komme nærmere ind på, hvad årsagen er. Det viser, at du er en meget loyal medarbejder!
Du har haft mange (evt. korte) ansættelser – hvorfor?
En arbejdsgiver kan være bekymret for, om du måske er en ustabil arbejdskraft, hvis du ofte har skiftet job og især hvis dine mange ansættelser har været af kort varighed.
Du kan svare
Vær ærlig, men vælg at fortælle de positive årsager til dine jobskift. Spørg evt. indtil, om virksomheden oplever det, som et problem, at du har haft mange ansættelser bag dig. Det er vigtigt, at du får overbevist arbejdsgiveren om, at du er en loyal medarbejder og ikke har planer om at forlade dem i løbet af et halvt år.
Jeg kan se du har et hul i dit CV på 1, 2, 3 eller 4 år. Hvad har du lavet?
Alle arbejdsgivere vil gerne have medarbejdere, der er aktive og følger med. De vil vide, om du har holdt dig beskæftiget (også selvom du har været ledig) med et eller andet eller om du bare har ligget og daset på sofaen.
Du kan svare
Igen skal du være ærlig, men undlad at komme med alt for lange og uddybende forklaringer, hvis "hullet" i dit CV skyldes f.eks. sygdom. Ingen har lyst til at høre en længere sygehistorie – du er trods alt til samtale om et job. Har du holdt barsel, haft plejeorlov, sygeorlov eller andet, vil de fleste arbejdsgivere forstå. Har du været ledig, så fortæl, hvad du brugte tiden til. Har du været aktiv i foreningslivet? Har du taget kurser eller efteruddannelse? osv.
Mere om emnet
Som inspiration kan du læse artiklen "Jobsamtalens 27 dræberspørgsmål" på kommunikationsforum.
