Forberedelse til jobsamtalen

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at du har forberedt sig ordentligt på jobsamtalen. Hvis ikke du har gjort sig den ulejlighed at sætte dig ind i, hvad det er for en virksomhed, er du dømt ude på forhånd.

Søg information om virksomheden

Søg informationer om virksomheden. De fleste virksomheder har en hjemmeside. Her kan du som regel finde den information, du har brug for. Du skal vide, helt præcist hvad virksomheden laver, og hvad der er deres kerneydelse.

Du skal også have en rimelig god ide om, hvad der er de centrale udfordringer for virksomheden. Kend også til den grundlæggende organisationsstruktur og ansvarsfordeling, den afdeling hvor din stilling er opslået, og noget om historie og ejerforhold. Det kan være en god ide at bestille virksomhedens årsberetning og måske udgiver de et blad, som det vil være nyttigt at orientere dig i.

Det er også en god ide at bruge en af de almindelige søgemaskiner på nettet til at lave en mere generel søgning på virksomhedens navn, eller den person du skal møde.

Spørg dig for i netværk og andre steder

Spørg i dit eget netværk, måske kender du nogen, som har arbejdet det pågældende sted eller de kender måske nogen, som ved noget om virksomheden. Den slags insider information kan være særdeles nyttig.

Søger du job i en virksomhed, som du har mulighed for at besøge, f.eks. en butik, bør du lægge vejen forbi. Det kan give dig en fornemmelse for, hvordan man arbejder, og du kan snuse lidt til atmosfæren.

Forbered dine spørgsmål

Sæt dig godt ind i de informationer, du finder om virksomheden. Forbered gerne spørgsmål til de ting, som du vil vide noget mere om.

Forbered også en række spørgsmål, som du kan stille til jobbet og virksomheden – det viser, at du har tænkt over tingene og er oprigtigt interesseret.

Det er også en god ide at forberede dig på de ting, virksomheden kan finde på at spørge om – så du har nogle gode, saglige og velforberedte svar til de spørgsmål, som kan ramme ind i dine ømme punkter.

Se også Dine spørgsmål til jobsamtalen og Arbejdsgiverens spørgsmål

Det skal du tage med

Medbring altid en kopi af din ansøgning, dit CV, stillingsopslaget, evt. udtalelser fra tidligere arbejdsgivere og ikke mindst en skriveblok og kuglepen.

Det kan også være en ide, at tage nogle arbejdsprøver med, som du kan bruge undervejs i din samtale. Måske har du noget, som du mener er meget vigtigt at vise frem, og gerne vil give dem i hånden, når samtalen er slut. Det kan gøre, at de bedre husker dig blandt de andre ansøgere.