Kompetenceafklaring
Formålet med en kompetenceafklaring er at få et overblik over de ting, du er god til, og som du synes er sjovt, interessant eller udfordrende at arbejde med.
Lav en liste
Du kommer i gang ved at udarbejde en liste over dine styrker, som du kan bruge aktivt i sin jobsøgning – både når du skriver selve ansøgningen, udarbejder dit CV og når du sidder til en jobsamtale.
Afklaring gør det lettere
En afklaring af dine kompetencer, gør det lettere for dig at vurdere, om du kan bestride et konkret job alt efter hvilke krav, der stilles. Du vil også få lettere ved at forklare en arbejdsgiver, hvem du er, og hvorfor du passer til netop det job. På den måde viser du også, at du er en person, der kender dig selv og ved, hvad du kan og ikke kan.
Ærlig beskrivelse
I din ansøgning bruger du din kompetenceafklaring til at vælge de ord, der beskriver den person, du er og de ting, du er god til. Det giver ansøgningen en meget større troværdig, end hvis du blot vælger nogle smarte buzzwords, som du tror, arbejdsgiveren gerne vil høre.
Et bedre match
Smarte buzzwords og slidte floskler i en ansøging vil alligevel afsløre sig, når du kommer til samtale, og du har heller ingen interesse i at skrive, at du er bedst til gruppearbejde, hvis du i virkeligheden foretrækker at arbejde alene. Det vil hævne sig, hvis du får jobbet, og efterfølgende ikke slår til, fordi dine personlige kompetencer ikke passer til jobbet. Det er hverken i din eller arbejdsgiverens interesse.
