Ring til arbejdsgiver

Lige meget om du søger uopfordret, på en stillingsannonce eller har været til jobsamtale, kan det være guld værd at ringe til arbejdsgiveren. Du får mulighed for at få uvurderlig viden om jobbet, arbejdspladsen og arbejdsgiver. Og så har du selvfølgelig muligheden for at gøre et positivt indtryk.

Kast hæmningerne væk

Måske bryder du dig ikke om at skulle kontakte en arbejdsgiver, fordi du føler, at du maser dig på. Men tænk på, at arbejdsgiveren gerne vil tale med en person, som måske er en kommende ny medarbejder.

Er det et opslået job, vil der ofte stå, at man er velkommen til at ringe for flere oplysninger. Det skal du tage helt bogstaveligt.

Sig til dig selv, inden du ringer, at dit formål er at få nyttige information, som vil styrke din jobsøgning – ikke at bede om et job.

Men det er også afgørende, at du faktisk har noget at spørge om, som du ikke kan læse af et jobopslag eller på virksomhedens hjemmeside. Så spilder du bare arbejdsgiverens tid, og det er ikke et godt førstehåndsindtryk.

Skab dialog

Når du spørger ind til jobbet, skal du stille åbne spørgsmål. Det er spørgsmål, som arbejdsgiveren ikke bare kan svare ja eller nej til. Åbne spørgsmål er for eksempel dem, der starter med hv-ord som hvem, hvilke, hvorfor, hvad og så videre. På den måde får du arbejdsgiveren til at fortælle i stedet for at bruge lukkede spørgsmål, som kan besvares med enstavelsesord. Og du vil netop have arbejdsgiveren til at snakke, så I får en samtale i gang.

Du kan for eksempel spørge: Hvilke kvalifikationer prioriterer I højest? Hvad er det konkret i forventer, at jeg skal opnå. Hvordan vil en typisk arbejdsdag forløbe? Hvem er de vigtigste samarbejdspartnere? Og så videre. Velgennemtænkte spørgsmål som åbner for dialog og får arbejdsgiveren til at tænke, at her var en person, som havde sat sig ind i tingene og stillede intelligente spørgsmål.

Du skal også bruge samtalen til kort at præsentere dig selv, så arbejdsgiveren får et indtryk af dig. Beslut dig på forhånd for, hvad det vigtigste budskab fra dig til arbejdsgiveren er og sørg for, at det bliver formidlet klart i gennem og så vidt muligt sat i relation til virksomhedens udfordringer.

Hvis du kommer dertil, at arbejdsgiveren begynder at spørge ind til dig, kan du godt tage det som udtryk for, at samtalen har været en succes. Så har du skabt den forhåndsinteresse, som kan gøre forskellen, når du ligger der i bunken sammen med alle de andre.