Pressemeddelelser, 09. november 2009

FTF-A mener: Man skal kunne efteruddanne sig på dagpenge

Dagpengesystemet er desværre et glimrende eksempel på, at der kan være langt mellem de politiske visioner og den første politik.

For på den ene side er der bred politisk enighed om, at Danmarks mulighed for at klare sig i en stadig mere globaliseret verden beror på, at vi har en højtuddannet arbejdsstyrke. Det var også den helt dominerende konklusion, da regeringen i 2006 fremlagde resultaterne af Globaliseringsrådets meget omfattende arbejde, hvor alle nøgleministerier og toneangivende interesseorganisationer var involveret. Her gik omkring halvdelen af forslagene på uddannelsestiltag. Og siden da har regeringen igen og igen fremhævet, at uddannelse er nøglen til, at Danmark kan bevare en stærk position i den globale økonomi.

På den anden side er virkeligheden, at ledige ikke kan efteruddanne sig på dagpenge. Der er ganske vist enkelte muligheder for kortere kurser – som man skal afbryde, hvis man får et job – men det grundlæggende princip er, at man ikke kan efteruddanne sig på dagpenge.

Det bør der laves om på. Vi skal frem for at føre en kortsigtet politik om at tvinge ledige ud i midlertidige jobs – som risikerer at blive permanente, fordi det bliver svært at flytte sig – bruge den nuværende situation på arbejdsmarkedet til at give vores arbejdsstyrke et løft. Alt andet er spild af aktive menneskers virkelyst og trang til at bidrage med de talenter, vi alle har.

Jeg vil derfor opfordre beskæftigelsesminister Inger Støjberg til snarest at se på, hvordan man kan ændre reglerne, så det bliver muligt at tage målrettede efteruddannelses– eller videreuddannelsesforløb på dagpenge. Uddannelse, der er målrettet på at give redskaber til at klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Og meget gerne hvor det er koblet med praktikforløb og aftaler om fast beskæftigelse, når uddannelsen er færdiggjort.

Det vil være en fornuftig og respektfuld tilgang til lediges ønske om at få et job, hvor det ikke bare handler om at tjene til dagen og vejen, men et job hvor man har lyst til at gøre en ekstra indsats. Og så vil det skabe bedre sammenhæng mellem de politiske visioner og den førte politik. ´

Følg debatten på ftf-a.dk